6-3, 5-1 og 6-0. Denne sæson har budt på mange store udebanenederlag. Det er absurd at tænke på, når Arsenal i skrivende stund er det bedste udehold i Premier League, sammen med Tottenham. Det ændrer dog ikke på, at Arsenal har lidt store smertefulde nederlag i denne sæson, til henholdsvis Manchester City, Liverpool og Chelsea. Det har nok fået enhver Gunner til at tænke tilbage på en helt bestemt kamp, nemlig 8-2 nederlaget til Manchester United den 28/8 2011.
Jeg husker desværre alt for godt den tomme fornemmelse, som mange Gunners fans formentlig sad med tilbage i 2011. Og havde jeg på nogen måde glemt den, så kom den i den grad frem igen, og så endda hele to gange på én sæson! Her tænker jeg især på Chelsea og Liverpool kampene. I Manchester City var vi vel med i det meste af kampen, og det var først hen i mod slutningen, at det så småt begyndte at blive pinligt.

Arsenals tid forud for 2011-2012 sæsonen lagde bestemt grobund for, at det gik så galt, som det gjorde på Old Trafford. Store profiler forlod klubben. Klubbens anfører Cesc Fabregas var en af dem. Uden tvivl den bedste og største profil i klubben på det tidspunkt. Fabregas blev hentet op fra Barcelonas ungdomsskole, fik sin fodbolduddannelse under "The Invincibles", og blev derefter klar til at overtage tronen. Men desværre var rødderne fra Spanien for stærke, og derfor blev han solgt hjem til Barcelona igen, efter godt 8 år i Arsenal.
Samir Nasri og Gäel Clichy blev fristet af den store pengecheck, som Manchester City stod og viftede med. Så derfor fulgte de i Emanuel Adebayor og Kolo Toures fodspor og satte sig til rette i Citys luksuskaravane.
Ind blev Alex Oxlade Chamberlain, Carl Jenkinson, Gervinho, Per Mertesacker, André Santos og Mikel Arteta hentet. Her skal det selvfølgelig med, at de 3 sidstnævnte blev hentet på transfervinduets sidste dag, altså 3 dage efter kampen på Old Trafford. Gervinho, der blev hentet i franske Lille, havde fået karantæne efter at have været i karambolage med Newcastles Joey Barton, og kunne derfor ikke være med.
Jenkinson og Chamberlain blev hentet ind for at være talenter, og derfor var der ikke store forventninger til dem i den første sæson. Der skete altså rigtig meget op til opgøret mod Manchester United, alt for meget.
Kampen blev et mareridt for The Gunners. Alt imens Arsenal stillede med et svækket og splittet mandskab, stillede Ferguson med et yderst stærkt United hold. På grund af skader havde Arsenal Armand Traore, Johan Djourou, Carl Jenkinson og Francis Coquelin i startopstillingen. Alle var uprøvede unge spillere, og det man frygtede, da man så opstillingerne, blev til virkelighed.
Ellers var Szczesny, Koscielny, Ramsey, Rosicky, Arshavin, Walcott og Van Persie at finde i startopstilling. Welbeck var den første til at udnytte Arsenals svage defensiv til 1-0. Derefter fik Arsenal et straffespark, som ændrede kampen. Van Persie brændte sparket på nyerhvervede David De Gea, og minuttet efter scorede Ashley Young på et brag af et langskud. 2-0. 2 scoringer faldt yderligere før pausen. Først Rooney på frispark til 3-0, hvorefter Rosicky fik spillet Walcott fri til en reducering. 3-1 ved halvleg.
United fik først igen hul på Arsenal i det 64. minut. Endnu engang Rooney på frispark.
Herefter gik Arsenal i total opløsning. Nani til 5-1 i 67. minut og Ji Sung Park til 6-1 i 70. minut. Endnu en reducering ved Van Persie i 74. minut. Rooney fik sit Hattrick ca. 10 minutter før tid, på et straffespark og kampens sidste scoring faldt ved en gentagelse fra Ashley Youngs første mål. 8-2. Et uvirkeligt resultat når man tænker på de to holds størrelse og historie. En kamp alle os fans gerne vil glemme, men som vi nok desværre altid vil huske.