Print | Tilbage

Tidligere managers i Arsenal

Arsenal har haft mange forskellige managere siden klubben blev stiftet under ydmyge forhold i 1886. Fælles for disse personer er at de alle har haft en central rolle i klubben og dermed har de også haft indflydelse på klubbens udvikling, uanset om det så er på godt eller ondt.

Nogle af dem har kun været i klubben i kort tid og deres betydning har derfor været minimal, mens andre har sat deres tydelige præg på klubben. Dermed bærer de også en del af æren for den position klubben bestrider i dag.

I begyndelsen var Arsenal en ren amatørklub og så vidt vides har de ikke haft nogen træner eller manager i de første år af klubbens eksistens. Det har i givet fald været på frivillig basis.

Begrebet manager havde heller ikke helt samme betydning dengang, som det har i dag. Managerens rolle var dengang mere administrativ end fodboldmæssig og den korrekte betegnelse var da også secretary-manager.

Selv om klubben i 1893 blev optaget i den nationale 2. division, så var det først i 1897 at man ansatte en lønnet manager i skikkelse af Thomas Mitchell. Flere steder anføres Sam Hollis ganske vist som klubbens første manager, men han var snarere en slags holdleder og kan derfor ikke karakteriseres som en decideret manager.

Thomas B. Mitchell, 1897-1898
Arsenals første manager er også den, man ved mindst om. Han blev hentet i Blackburn og førte klubben fra en 10. til en 5. plads i den daværende 2. division. Han hentede 7 nye spillere til klubben, dog uden den helt store succes.

Mitchell gjorde det egentligt udmærket, men tilskuerne svigtede holdet og klubbens økonomi var dårlig. Dette menes at være hovedårsagen til at han forlod klubben efter kun én sæson på posten.

George Elcoat, 1898-1899
Thomas Mitchell blev afløst på posten af George Elcoat, men det blev også kun til en enkelt sæson i managersædet for hans vedkommende. Han markerede sig mest ved sin forkærlighed for skotter og således var der på et tidspunkt intet mindre end 8 skotter på holdet. Kun en enkelt af dem, John Dick, forblev i klubben i længere tid og en overgang var han endda anfører for holdet.

I 1898 var 2. division blevet udvidet fra 16 til 18 hold og på den baggrund var en 7. plads stort set status quo i forhold til den foregående sæson. Tilskuerne svigtede imidlertid stadig klubben, som var på fallittens rand. Elcoat så således ikke nogen fremtid i klubben og opsagde sin stilling.

Harry Bradshaw, 1899-1904
Harry Bradshaw blev den første rigtigt succesrige manager i Arsenals historie. Han kom til klubben fra Burnley og overtog et hold i opløsning. De bedste spillere var blevet solgt, men klubben var stadig truet af fallit. Det var således ikke muligt at købe nye spillere og Bradshaw måtte derfor finde lokale talenter, hvilket i høj grad lykkedes for ham.

Det blev til en pæn 8. plads i den første sæson under Bradshaw og året efter blev denne placering forbedret en smule med en 7. plads. I sæsonen 1901-02 blev det til klubbens hidtidigt bedste placering som nr. 4 i 2. division.

Tilskuerinteressen var så småt begyndt at stige, hvilket var afgørende da de dengang var klubbernes eneste indtægtskilde. Det betød at Bradshaw kunne investere i nye spillere til holdet. Han hentede bl.a. Rod McEachrane, der i de følgende 13 år skulle blive en vigtig brik på et fremstormende Arsenal-hold.

Arsenal blev nr. 3 i sæsonen 1902-03, hvilket ikke resulterede i oprykning dengang, men året efter blev det til en 2. plads og det var nok til at sikre en plads i det forjættede land, 1. division.

På kun 5 år havde Harry Bradshaw forandret klubben og skabt et fremragende hold. Det var derfor et kæmpechok, da han bekendtgjorde at Fulham ville blive hans næste arbejdsplads. Rent fodboldmæssigt var Fulham intet værd, men de havde pengepungen i orden og det fristede Bradshaw.

Endvidere tog han begge sine sønner, William og Joseph, der også spillede i Arsenal, med sig til Craven Cottage. Arsenal stod således foran sin debut i 1. division, men uden den mand der havde ført dem derop.

Phil Kelso, 1904-1908
Der skulle findes en afløser for Harry Bradshaw og valget faldt på Phil Kelso. Kelso var skotte og meget respekteret i højlandet, hvor han i årevis havde arbejdet for Hibernian.

Kelsos første mål var at konsolidere Arsenal som 1. divisionshold. Det var vanskeligere at score mål i 1. division end det havde været i 2. division, så Kelso hentede hele 5 nye angribere til klubben i løbet af sin første sæson. En af dem, Charles Sattorthwaite, fik æren af at score det første 1. divisionsmål for Arsenal. Han nåede desuden at spille en test-landskamp for England.

Klubben opnåede i sin debutsæson i 1. division en tilfredsstillende 10. plads. Man startede med et 0-3 nederlag ude mod Newcastle og sluttede af med en 2-1 sejr hjemme over Everton. 1. division bestod dengang af 18 hold, så en placering omkring midten var ikke at kimse af.

Næste sæson, 1905-06, var endnu bedre. Godt nok endte det med en 12. plads, men Arsenal nåede til semifinalen i FA Cup’en, hvor man dog tabte 0-2 til Newcastle. Men det vigtigste var at man var ved at bide sig fast i den bedste række og det gik endda endnu bedre i 1906-07, hvor det blev til en 7. plads i ligaen og endnu en gang nåede man semifinalen i FA Cup’en. Her blev det til et nederlag på 1-3 mod Sheffield Wednesday.

Phil Kelso havde vist sig som den rette mand til at afløse den succesfulde Harry Bradshaw, men det gik imidlertid ned ad bakke i den efterfølgende sæson. Man tabte 1-4 til Hull allerede i 1. pokalrunde, og resultaterne i ligaen var heller ikke prangende. 1. division var blevet udvidet til 20 hold, men alligevel opnåede Arsenal kun en beskeden 14. plads.

Tilskuerne begyndte igen at svigte og en dårlig økonomi truede atter klubben. Kelso syntes ikke at have den samme rygrad i modvind som forgængeren, og da sæsonen var slut, vendte han tilbage til Skotland for at drive et hotel.

Pudsigt nok overtog han et år senere managersædet i Fulham efter Harry Bradshaw, som han havde afløst i Arsenal 5 år tidligere. Kelso forblev på Craven Cottage indtil 1924, hvorefter han købte en pub, som han drev indtil sin død i 1935, 64 år gammel.

George Morrell, 1908-1915
Som afløser for Phil Kelso ansatte man endnu en skotte, George Morrell. Han blev hentet i Morton, hvor han nærmest ene mand havde reddet dem ud af et håbløst økonomisk morads og op i den skotske 1. division.

Arsenal havde heller ikke nogle penge, så han lignede umiddelbart den rette mand til opgaven, hvilket da også viste sig at holde stik. I sin første sæson i klubben var han nødsaget til at sælge seks af holdets bedste spillere for at holde fallitten fra døren.

De fleste andre klubber ville ikke have været i stand til at klare sig efter sådan et udsalg, men Arsenal har tilsyneladende altid været bedst med ryggen mod muren. Det blev således til en 6. plads, hvilket på daværende tidspunkt var klubbens bedste placering nogensinde!

Succesen var dog midlertidig og i efterfølgende sæson endte klubben på en 18. plads, hvilket kun lige var nok til at undgå nedrykning. De to efterfølgende sæsonen blev det lidt bedre med to 10. pladser, men i sæsonen 1912-13 kom katastrofen: Arsenal sluttede sidst og rykkede ned!

Morrell havde forsøgt at tiltrække flere tilskuere ved bl.a. at købe stjerner som Leigh Rose og Alf Common. Sidstnævnte var blevet berømt for at være den første £1000 spiller i England. Det skete, da Middlesbrough i 1905 købte ham fra Sunderland. Denne taktik mislykkedes imidlertid og da nedrykningen var en realitet måtte klubben sælge både Common og holdets anden stjerne, Andy Ducat.

I et forsøg på at få flere tilskuere valgte man at flytte fra Woolwich i det sydlige London til Nordlondon og Highbury. Det blev dog ikke til oprykning i de kommende to sæsoner for Arsenal. I sæsonen 1913-14 blev det til en 3. plads og i sæsonen 1914-15 blev det til en 5. plads.

De efterfølgende sæsoner lå turneringsfodbolden stille i England på grund af 1. verdenskrig og Arsenal måtte ligesom alle andre klubber midlertidigt lukke ned. Således stod Morrell uden job og han fik ikke sit job tilbage, da krigen var overstået og fodbolden blev genoptaget.

Det vil altid hænge på ham, at han er den eneste manager, der er rykket ned med klubben, men George Morrell havde håbløse arbejdsvilkår. Den altid betændte økonomi gjorde livet evigt surt, og det vidste ledelsen godt, ellers havde han næppe haft jobbet i syv år.

Leslie Knighton, 1919-1925

Herbert Chapman, 1925-1934

George Allison, 1934-1947

Tom Whittaker, 1947-1956

Jack Crayston, 1956-1958

George Swindin, 1958-1962

Billy Wright, 1962-1966

Bertie Mee, 1966-1976

Terry Neill, 1976-1983

Don Howe, 1983-1986

George Graham, 1986-1995

Bruce Rioch, 1995-1996

Seneste 3 nyheder om Arsenal Denmark
27. september 2018 - kl. 20:00
Arsenal Denmark lancerer rødvin

15. september 2018 - kl. 19:56
GunAction 1 på vej

15. september 2018 - kl. 12:44
Arsenal Denmark Generalforsamling 2018

Seneste 3 nyheder om Arsenal FC
5. oktober 2018 - kl. 09:01
8 sejre i træk!

27. september 2018 - kl. 20:00
Arsenal Denmark lancerer rødvin

20. september 2018 - kl. 13:54
Optakt: Arsenal - Vorskla

LeoVegas
Meld dig ind i Arsenal Denmark i dag
Merchandise fra Arsenal Denmark
Book din næste Arsenal rejse her
GunAction
Tilmeld dit medlemskab til PBS




Afstemning

Hvem kunne du tænke dig som gæst til fanklubbens generalforsamling i 2018?
Sammy Nelson, Pat Rice eller én af de andre gamle legender
Emmanuel Eboué - han har brug for opmuntring
Ray Parlour - han har vundet mere end de fleste
David O'Leary - manden med flest Arsenal kampe
Perry Groves - han kan drikke hele fanklubben under bordet
Copyright © Arsenal Denmark 2002-2012 - Alle rettigheder forbeholdes - Sitemap - Handelsbetingelser