De tidlige år
Fodboldåret 1886 hører til blandt de mere mindeværdige. Blackburn Rovers havde lige vundet FA Cup’en for 3. gang i træk, hvilket stadig er rekord, og professionel fodbold var netop blevet tilladt i England.

I Skotland ville man ikke have noget med slige sager at gøre, så da de to lande skulle mødes i en landskamp og England ønskede at stille op med den lønnede James Forrest i opstillingen, så nægtede skotterne at gennemføre kampen. Et kompromis blev nået ved at Forrest måtte spille i en anden farve trøje end sine holdkammerater. Så kunne skotterne ligesom holde skæg fra snot!

Der var såmænd også andre ting der kan synes primitive set med nutidens øjne. Skønt man havde haft FA Cup’en i 15 år og fodboldforbundet havde 23 år på bagen, så var reglerne ikke specielt veludviklede: Kun midterlinien var markeret, der var ingen overligger, intet net og ikke noget der hed straffespark. Målmanden måtte tage med hænder over hele banen, der var intet krav om at spillere fra samme hold skulle have ens trøjer på og dommeren kunne intet dømme med mindre spillerne bad ham om at gribe ind.

Det var under disse vilkår, at det der senere udviklede sig til Arsenal, blev stiftet. Grundlæggeren var først og fremmest skotten David Danskin, som var kommet fra Kirkcaldy til Woolwich i det sydlige London for at arbejde på ”The Arsenal”, den engelske regerings våbenfabrik.

Danskin havde allerede stiftet en fodboldklub i Skotland og da han erfarede at hele det sydlige London og opland udelukkende var til cricket og rugby, så besluttede han sig for at stifte endnu én.

I første omgang fandt han dog ikke megen støtte. Ingen havde lyst til at låne eller leje græs ud til noget så primitivt som fodbold. Hjælpen, støtten og know-how’et kom imidlertid fra Nottingham i form af Fred Beardsley og Morris Bates, som også var kommet til Woolwich for at arbejde inden for våbenindustrien. Begge havde de en fortid på det stærke Nottingham Forest-hold.

Sammen med Danskins venner, Elijah Watkins, John Humble og Richard Pearce, samlede de yderligere 9 mænd sammen som ville forsøge sig udi fodboldens verden. Man var nu oppe på 15 potentielle spillere.

Formedelst et lille medlemsgebyr og en donation fra Danskin blev der råd til en fodbold, men man havde stadig intet sted at spille.

Man havde heller intet navn og spilledragter kneb det også med. Det lykkedes dog at finde en modstander kaldet Eastern Wanderers og spillepladsen blev en pløjemark på Isle of Dogs i det østlige London. Kampen blev spillet den 11. december 1886 og klubbens navn blev i første omgang Dial Square, opkaldt efter den workshop på våbenfabrikken, hvor Danskin arbejdede.

Banen var absolut håbløs og man rendte det meste af tiden og ledte efter bolden i folks baghaver eller møddinger, men Danskin og co. besluttede efter kampen at de havde vundet 6-0. Det skal nok passe, da vi stadig befinder os i en tid med begreber som gentlemen og fairness!

Fulde af glæde over triumfen mødtes klubbens medlemmer på pubben Royal Oak i Woolwich juledag 1886. Der var 3 problemer der skulle løses: For det første måtte man have et bedre, blivende og gerne mere prætentiøst navn. Det fandt man ved at kombinere navnet på den pub man var på og arbejdspladsens ditto. Sådan opstod Royal Arsenal.

For det andet havde man ikke råd til en spilledragt. De tidligere Nottingham Forest-spillere i truppen skrev imidlertid til deres gamle klub efter hjælp og Forest var så generøse at sende spilledragter til alle og oven i købet vedlægge en bold. Derfor spiller Arsenal i rødt den dag i dag – takket være Nottingham Forest.

For det tredje manglede man en bane at spille på. Der var kun en mulighed, det offentligt tilgængelige Plumstead Common i nærheden af Woolwich. Området var en stenet, ujævn græsmark, som ydermere blev brugt af militærets heste til øvelser.

Nu gik det slag i slag. Fodbolden var endnu ikke så populær at man havde egentlige ligaer, bortset fra den nationale 1. division, som Royal Arsenal endnu var milevidt fra, men man klarede sig ved at aftale kampe mod andre klubber i lokalområdet. Kampe, hvor kun æren stod på spil.

Herudover var der et hav af pokalturneringer som opstod sådan lidt pø om pø. I det hele taget foregik det på et lavt niveau, men Arsenal-folkene var såvel seriøse som ambitiøse og primært takket være de fodboldvante skotter og de to tidligere Forest-folk, så vandt klubben også det meste den deltog i.

I de første par år skiftede man spillested et par gange. Plumstead Common var ikke specielt velegnet til fodbold og således flyttede man allerede i 1887 til den såkaldte Sportsman Ground ved Plumstead Marshes. Denne bane havde imidlertid en tendens til at blive oversvømmet og derfor rykkede man i 1888 til det nærliggende Manor Field, ligeledes i Plumstead.